Praktisk info

Alle kan være med! Ved Danish Roller Cup kan alle være med, for vi inddeler deltagerne i mindre grupper på samme niveau.

Reglerne er skrevet ned! Er du i tvivl om reglerne for konkurrencen, så finder du reglerne i vores stævnereglement. Reglerne forklares også på dagen.

DSC06451_360x190
DSC04152_360x190

Tiden bestemmer! Vi tager tid på alle løbene ved at sætte en tidtagningschip rundt på anklerne på alle deltager. Så kan vi nemlig holde styr på hvem der skal videre til A-finale, B-finale osv.!

Husk dit udstyr! Ud over rulleskøjter, hjelm og evt. sikkerhedsudstyr skal du huske at medbringe en række andre ting, bl.a. en drikkedunk, en campingstol, et tæppe til at sidde på, en ekstra langærmet og solbriller. 

Alle rulleskøjter kan bruges! Kører du på små eller store hjul? Inliners eller side-by-side? Det betyder ikke noget, for her kan alle være med. Vi har dog en regel om hjulstørrelse:
Til og med 12 år: max 90 mm hjul.
13 og 14 år: max 100 mm hjul
15 år eller ældre: max 110 mm hjul.

Det er hyggeligt at deltage! De danske rulleskøjteløbere kender hinanden på kryds og tværs af landet og derfor går snakken altid livligt til stævnerne. Kender du ikke nogen endnu, så har du helt sikkert fået mindst 10 nye rullevenner, når du tager hjem fra dit første stævne.

Dagens vinder er…! Vi kårer 1., 2. og 3. pladsen blandt piger og drenge – og kvinder og mænd. På resultatlisten kan du bl.a. også se din placering i forhold til din aldersklasse og type rulleskøjter.

Cuppens vinder er…! Vi kårer også vinderne, der har samlet flest point efter de seks afdelinger. Der vil være medaljer til 1. 2 og 3. pladsen for piger og drenge – og kvinder og mænd.

Pauserne = nye venner! En stævnedag kan være lang, så derfor er der masser af tid til at hygge med nye og gamle venner. Ved Danish Roller Cup tilbyder vi hyggelige aktiviteter til børnene mellem løbene.

Rulleskøjter er for alle! Børn og voksne elsker at rulle og i vores sport er det let at træne sammen med familien. Ved Danish Roller Cup kører børn og voksne dog hver for sig, så vi skiftes til at heppe på hinanden. 

Vi gør det sammen! Danish Roller Cup er, ligesom alle andre danske rulleskøjteløb, arrangeret af frivillige fra rulleskøjtemiljøet. Vil du give en hånd med, så sig til!

Bytte og salg! Har du rulleskøjter eller udstyr du ikke bruger mere, så sæt en god pris og sælg det under stævnet.

Danish Roller Cup = mange løb! Deltagerne skal køre tre forskellige distancer på banen. Der vil være indledede heats, semifinaler og finaler ved nogle af distancerne, så du kommer til at køre mere end tre gange. Alle kører lige mange gange.

Sportstøj gør en forskel! Du behøver ikke køre i speeddragt, men tøj der gør det let at bevæge sig har stor betydning for hvor hurtigt du kan køre. Flagrer tøjet meget, kan det fungere som et sejl og nedsætte din fart mærkbart.